lørdag den 28. februar 2015

Jeg organiserer mig med ord

Jeg har lææænge haft mine syblade mm i den der slags tidsskriftsamlere af pap, som nærmest ikke kunne tåle at blive rørt ved uden at de gik op i limningen. Og for nylig gik jeg op i limningen, da jeg tog en tidsskriftsamler ud af reolen og "BANG" lå alle mine syblade fra Burda på gulvet i en stor bunke. Og ligeledes faldt alle mønsterark (næsten) ud, og lå hulter til bulter.
Det tog det meste af en time at parre blade og mønsterark. Og den time skulle jo have været sy-tid. Ikke?

Nå, men i dag foreslog manden!!!! at vi kørte en tur i IKEA. Og jeg vidste, at det var på tide at investere i nye tidsskriftsamlere. Og IKKE af pap.

Heldigvis har IKEA igen deres træ-tidsskriftssamlere i butikken. Den slags som stod på mit teenageværelse med BRAVO, Popcorn, Gaffa og den slags magasiner i. Og de holder til noget. Også til teenagere.

Så jeg købte 4 (DOH!!! Det er jo slet ikke nok) og begyndte at organisere...

Se bare her, hvilken fryd for øjet det er, når man ved hvor tingene hører hjemme.


God weekend derude!

mandag den 23. februar 2015

Lego skærefil

Så er der en ny gratis skærefil på bloggen, endnu en til drengene. Denne gang med Lego, som vist er et hit hos alle drenge (og piger).

Filen ligger i .studio3 format. Silhouette programmet til yderligere redigering findes GRATIS lige HER. Gratis er godt, ikke sandt?


Hent Lego Evolution filen lige HER, klar til at skære i wallsticker vinyl, HTV/Strygestof, karton eller andet materiale.

Se også denne fine Disney skærefil hos Alice

søndag den 22. februar 2015

Knogler der lyser

Alexander har sådan et sæt nattøj fra H&M, hvor der er et hvidt skelet på, som lyser i mørke. Han er meget glad for det og jeg synes da egentlig også at det er sjovt.
Men nu er han næsten vokset ud af især blusen. På den der måde, hvor han konstant trækker nedad i ærmerne fordi de stumper. Bukserne passer fint lidt endnu.

Barnet har allerede ønsket et nyt sæt der er større, men jeg må indrømme, at jeg synes at selvgjort er velgjort og når nu hylderne bugner af stof, så kan sættet ligeså godt komme fra lageret.

Jeg har derfor arbejdet på ribben til en natbluse. Prøven herunder er i metallic blå, men planen er at skære det i "glow in the dark" strygestof, så han stadig kan være selvlysende om natten - i hjemmesyet nattøj.


Jeg arbejder stadig på at sy fra lager og netop derfor er jeg lidt nærig med at købe nyt tøj. Så nu skal UFO kassen tømmes og alt det der har ventet i alt fra 1 uge til 6 måneder på at blive syet, skal færdiggøres....Lidt ad gangen. 
Som for de fleste andre mødre er tiden min fjende...

Rigtig god søndag aften derude!

P.S. Skærefilen til ribbenene kan købes i min etsy shop. Linket finder du øverst til højre her på bloggen. 

søndag den 15. februar 2015

Fra mig til jer - Gaverne på bloggen

Her på bloggen har jeg gennem tiden delt forskellige ting med jer.
- Mønstre
- DIY's
- Giveaways og meget mere.

Nu vil jeg gerne dele lidt mere med jer. Især til jer som har en skæreplotter. Men i andre kan evt. også bruge noget af det.

Jeg har en Silhouette Cameo skæreplotter. En hobbymodel af de bedre, som kan skære i vinyl, strygestof, papir, karton, filt, stof og meget andet. Prisen er rimelig og derfor til at få fat i for de fleste.
Jeg har gennem tiden designet en del filer til maskinen, som kan skæres ud i ovennævnte materialer. Og nu vil jeg dele et par stykker med jer.
Mest til drengene i første omgang vil jeg tro. Det er nemlig Super Mario der har stået for tur.
Her er to skærefiler til frit forbrug.
Husk at filen kan ungroupes så de forskellige dele kan skæres i forskellige farver. ;-)


Denne fil kan hentes HER

Denne fil kan hentes HER


Øvrige gratis ting på bloggen, såsom mønstre mm. får alle etiketterne "gave" og "gratis" så de er til at finde!

ENDNU FLERE filer på min Etsy shop; KIG IND

lørdag den 7. februar 2015

Bordfodbold (pimp it)

Som nævnt i mit forrige indlæg, brugte vi en lørdag på et loppemarked. Sådan et af den slags, hvor nogle skæve personligheder har fyldt en lade med gamle ting. Mest ragelse...bare for at være helt ærlig.
Men nogle gange gemmer der sig lidt guld de sjoveste steder. Og vi fandt et lille stykke.

I Alexanders børnehave har de snakket om at købe et stort bordfodbold-bord...Sådan et på ben.
Men billigt er det ikke og institutionerne nu om dage har jo ikke i overflod, så hvornår drømmen går i opfyldelse vides ikke.

På vores opdagelsesrejse bland skrammel, juks og godt slidte reklamekrus fra 80'erne, fandt vi et bordfodbold spil. Ikke med ben. Men en lille bordmodel. Og så er der ikke mere positivt at sige om det. For det var beskidt, gået op i limningen, manglede skruer, manglede den ene score-tavle og så generelt lidt trist ud.

Vi "reddede" det og gave det den store tur. Alexander og hans far skilte det ad i atomer, vaskede det, skruede og limede. Og da de var færdige, gav jeg det lidt vinyl-pynt på siderne.
FC Væksthuset....Så er børnehaven da kommet i superligaen. Ikke?


søndag den 1. februar 2015

Kaffe er koden! (og en giveaway)

På et loppemarked i går fandt vi et lille bordfodbold spil, som mildest talt så ret forsømt ud. Vi er i gang med at renovere det og tænker at donere det til Alexanders børnehave.
Når spillet er færdig, skal jeg nok vise det frem.

Noget af opgaven med spillet er at opdatere "dekorationerne" på det. Til det skærer vi lidt sjov ud af vinyl og klistrer på. Og da jeg nu alligevel var i gang med at skære, så blev det lige til lidt pynt til en af stolene i mit krea-rum.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker kaffe. Også i store mængder.
Derfor måtte der lidt kaffe-inspiration til. Jeg indrømmer gerne, at det citat der er på min stol, er tyv-stjålet fra nettet. Men jeg blev forelsket i det med det samme og gad ikke forsøge at overgå det.


Og nu en GIVEAWAY

Jeg har endnu 3 stole som jeg tænker skal have hvert deres citat. 
Inspirer mig til hvad der kan stå på dem i en kommentar herunder. 
Hvis du også følger min blog, vil det gøre mig glad, men det er ikke et krav. 

Den hvis citat jeg bruger, får en sticker i vinyl med enten eget citat eller en anden tekst efter eget valg. Der kan vælges mellem sort eller hvid tekst. Og max størrelse er svarende til en A4 side. 

Vinderen findes på fredag kl. 19.30

VINDEREN ER:

CHRISTINA MØLLER

(og jeg er voldsomt inspireret og skal lave et fedt design ud af citatet - TAK)